Hvad angår Asminderød sogn er de eneste trykte kilder dels et manuskript fra 1910 af enelærer ved Langstrup Skole Christen Johansen (1859-1927) ”Udskiftningen af jordene til Langstrup gårde i 1788” med tilhørende renskreven udskiftningsforretning for Langstrup, dels en artikel i Frederiksborg Amts Årbog 1912 af redaktionssekretær i Hillerød  Johs. T. Christensens benævnt ”Fra udskiftningstiden i Nordsjælland".

Til belysning af udskiftningen af fællesskabet for Asminderød sogns landsbyer foreligger herefter alene de respektive udskiftningsforretninger, der nu opbevares i henholdsvis Landsarkivet for Sjælland under Gl. Frederiksborg og Kronborg amter/Koncepter for Landvæsenskommissionsforretningerne 1779-1789, henholdsvis på Matrikeldirektoratet med kopi på Fredensborg lokalhistoriske arkiv.  Som Birte Jørgensen så rigtigt påpeger, fandt udskiftningen i Nordsjælland sted i 2 tempi, et langsommere før 1784, hvor Den lille Landbokommission blev nedsat, og på dennes foranledning væsentligt hurtigere efter 1784, hvor flertallet af landsbyerne i Asminderød sogn blev udskiftet, jf. nedenstående oversigt (klik på byens navn for at se udskiftningsforretningerne):
 

Oversigt over udskiftningen af Asminderød sogns landsbyer 1780-1789:

Oversigt over udskiftningen af Asminderød sogns overdrev 1790-1791:

Af udskiftningsforretningerne i Asminderød sogn mangler kun Endrup og Nybo, af udskiftningskortene (Original 1) Asminderød.

• Udskiftningen af landsbyfællesskabet
• udflytningen fra landsbyerne
• hoveriafløsningen
• stavnsbåndets ophævelse samt
• selvejet.

Frem til nedsættelsen af den såkaldte "Lille landbokommission for Frederiksborg og Kronborg amter" den 3. november 1784 gik udskiftningen langsomt i de nordsjællandske amter, men den nye kommission fik dels nye medlemmer, dels øgede økonmiske resourcer og så kom der fart på landsbyernes udskiftning (se skemaet ovenfor).  Kommissionen fik til formål: "at undersøge og overlægge på hvad måde samtlige vore fæstebønders og husmænds vilkår på Frederiksborg og Kronborg amter såvidt muligt kunne forbedres ved den fordelagtigste økonomiske indretning og ved efter omstændighederne, især hvor dette kan ske uden afgang i vore indkomster at forunde dem ejendom".  Til formand for kommissionen blev udpeget Heinrich von Levetzow (1734-1820), amtmand over Frederiksborg og Kronborg amter 1771-1820.

Udskiftningen
En af reformerne gik ud på at få samlet gårdenes jorder i én jordlod. På den måde skulle bonden ikke som tidligere arbejde på de mange spredte agre. Udskiftningen kunne have forskellige former, og ikke alle steder fik de nye jordlodder en hensigtsmæssig udformning. Mange steder lavede man en såkaldt stjerneudskiftning, hvor jordlodderne strakte sig radiært ud fra byen. Denne udskiftning kunne være praktisk, hvis der kun var få gårde i landsbyen, men var der 10-20 gårde, blev jordlodderne meget lange og smalle. Derfor blev stjerneudskiftningen flere steder kombineret med en blokudskiftning, hvor nogle af gårdene blev flyttet ud på rektangulære lodder i udkanten af bymarken.

Når en landsby på det nordsjællandske krongods skulle udskiftes, gav Rentekammeret en landmåler ordre til at opmåle byens jorder og tegne et kort over gårdenes og markernes placering i forhold til hverandre (her kan du se et eksempel på et sådant udskiftningskort (Roland).  Derpå indkaldte amtmanden (geheimeråd og amtmand Levetzow) til et landvæsenskommissionsmøde i den pågældende by, hvori foruden ham selv deltog amtets to landvæsenskommissærer (på Kronborg amt regimentsskriver Rosenqvist fra Frederiksborg og holtzförster Salicath), den landmåler/landinspektør, der havde forestået byens opmåling ( i Asminderød sogn var det enten Recke, Goos eller xxx) samt samtlige byens gårdmænd (men ikke husmænd), alt "til en plans læggelse, hvorefter denne bye på mest fordelagtigste måde kunne af fælleskabet blive udskiftet".  Under mødet blev fremlagt en såkaldt Taxationsforretning, udfærdiget af "to af retten udmeldte dannemænd" (i Asminderød sogn var det sædvanligvis gårdmændene Lars Nielsen af Stavnsholt og Hans Jensen af Ganløse, begge på Københavns amt) i forening med landinspektøren, der bedømte jordens bonitet i forhold til den bedste jord (der var fundet i Udlejre by i Ølstykke sogn og værdisat til den tilfældige takst 24) efter skalaen 24-18-16-14-12-9-8-6-4-3. 

Den bedste jord lå som regel tættest på landsbyen, hvor der i mange år var blevet gødsket. I udkanten af landsbyens jorder og på overdrevet var jorden derimod dårligst; slet ikke gødsket og fyldt med mange sten, lyngtuer og "onde urter".  Efter takseringen lavede landinspektøren en udskiftningsplan, hvor hver gårds jord var samlet på en, eller nogle ganske få lodder. De lodder, der bestod af dårlig jord, var større end dem, der bestod af god jord. På den måde søgte han at gøre fordelingen så lige som overhovedet muligt. 

Når landinspektøren havde afsat delingslinierne i marken og på (udskiftnings-)kortet, indkaldte amtmanden til et nyt landvæsenskommissionsmøde i byen, hvor "bønderne blev tilspurgte, hvorvidt de var med den foretagne udskiftning fornøjede eller ej", herefter "imodtoge bønderne deres lodder", og forretningen kunne tilendebringes.  Se en typisk udskiftningsforretning (Roland) her.
 

Typisk østdansk landsby før udskiftning og udflytning, dvs. i fællesskabets tid.  Alle byens gårde klumper sig sammen omkring forten (gaden).  Bymarken er opdelt i 3-vangsbrug, hvor hver gård har en eller flere strimler agerjord i samtlige åse.  Byens husmænd var som hovedregel jordløse.

Samme landsby efter udskiftning og udflytning.  Af de 10 gårde er de 3 udflyttede.  Den gården tilkommende andel jord er nu samlet omkring eller ud for gården.  Derudover er der tillagt husmændene små jordlodder på den dårligste jord (overdrevet) som afløsning for deres græsningsrettigheder.

Bønderne gik som regel med til at få jorden udskiftet. Men når de fik forelagt udskiftningsplanen, blev de flere steder utilfredse. Det var ikke altid populært at få en jordlod, der lå uden for landsbyen. Udmarksjorden var ukultiveret, og det var de færreste, der ville give afkald på det sociale fællesskab i landsbyen. Arbejdet med at udflytte gården kunne også virke afskrækkende.

Når man skulle afgøre, hvilke gårde, der skulle flyttes ud, kunne det ske ved lodtrækning. Men ofte havde godsejeren i forvejen bestemt, hvilke gårde der kunne komme på tale som udflyttere. Det var gerne de gårde, der var mest nedslidte, og som alligevel trængte til at blive sat i stand.  Efter fordelingen af de nye jordlodder kunne man begynde det praktiske arbejde. De nye lodder skulle hegnes ind med levende hegn, stendiger eller flettede gærder. Der skulle laves nye veje, graves grøfter, og markerne skulle renses for sten. Det kunne tage flere år at fuldføre udskiftningen, og arbejdet var så stort, at bønderne ikke kunne passe det almindelige landbrugsarbejde fuldt ud. Derfor kunne de fritages for hoveri og landgilde i de første par år efter udskiftningen. I 1792 var ca. 10% af landsbyerne udskiftet, i 1802 var 50%, og i 1838 var 99% af jorden udskiftet.
 

På tegningen herover ses landsbyen Aarslev nord for Slagelse i 1768, dvs. før udskiftningen.  Byen havde 13 gårde og de sædvanlige 3 vange. De agre, der hørte til gården no. 5, er afmærket med sort

Samme landsby efter den endelige udskiftning i 1795.  Af de 13 gårde blev 7 udflyttede og i et hjørne af hver gårds tilliggende blev udlagt et husmandslod.  De gårde, på hvis jord der ikke fandtes tørveveskær, fik hver tildelt en af de seks små tørveloder mod vest.

Udflytningen
På grund af den store arbejdsbyrde for de bønder, der skulle flytte ud, blev det pålagt de andre bønder at køre gødning ud på udflyttergårdenes marker i de første par år. Alle bønderne i landsbyen var forpligtet til at bistå ved udflytningen. Udflytningen af gårdens bygninger kom i flere tilfælde først istand nogle år efter udskiftningen. Andre gange blev de flyttet umiddelbart efter udskiftningen. Foruden hjælp fra de andre bønder måtte udf lytteren have assistance fra f orskellige landhåndværkere. Det drejede sig om en tømrer (til bindingsværket), en murer (til skorsten og bageovn), og en tækkemand (til taget). Bonden stod selv for at lægge syldsten (husets fundament) og grave ler til vægge og gulve.

Ved selve udflytningen blev bygningerne skilt ad. Det brugbare tømmer fra bindingsværket og tagkonstruktionen blev derefter kørt ud på den nye jordlod, hvor bygningerne blev genopført. Det var hovedsageligt mændene, der stod for genopbygningen, bortset fra klining af væggene, som blev udført af kvinderne. Udflytningen foregik etapevis, idet man tog en længe ad gangen.

Udskiftning og udflytning var en bekostelig affære både for godsejeren og bønderne. Godsejerne kunne ganske vist søge om bygningshjælp hos kronen, og i 1792 fik de lov til at påregne fæstebønderne en rente på 4% af de omkostninger, der var forbundet med udskiftningen. For bønderne var både arbejdsbyrden og udgifterne tyngende.

Hoveriafløsningen
Antallet af hovdage var steget betydeligt i løbet af 1700-årene. Hoveriet stod som en væsentlig hindring for at fæstebønderne kunne drive deres gårde bedst muligt, og der var en voksende bondemodstand mod hoveriet ude omkring i landet. Bønderne ville have hoveriet fastlagt, så den kraftige stigning kunne standses.

Godserne var imidlertid afhængige af hoveriet. Hovedgårdenes drift var lagt an på fæstebøndernes arbejdskraft og deres redskaber. Langt op i 1700-tallet var der ingen anden arbejdskraft at få end bøndernes, og den bedste måde at intensivere hovedgårddriften var gennem øget hoveri.  Der var således mange problemer forbundet med at begrænse eller afløse hoveriet.

Regeringen greb ind i den vanskellige hoverisag flere gange. De første forordninger opfordrede til frivillige aftaler mellem godsejere og fæstebønder. Frivilligheden førte ikke til mange aftaler, og i 1799 blev hoveriet endelig fastsat i en af regeringen udsendt forordning. Hoverifastsættelsen gjaldt ikke husmændene. Fastsættelsen af hoveriet skete på et højt niveau, hvilket var dårligt for bønderne, da hoveriet efterhånden blev afløst af pengeafgifter.

Bønderne nød dog godt af hoveriets fastsættelse og hoveriafløsningen. De fik mere ud af arbejdskraften på deres egne gårde, end de skulle betale som hoveriafløsning.

På grund af fæstebøndernes uvilje mod hoveriarbejdet, var hoveriafløsningen også en fordel for godsejerne. Hoveriet blev nu erstattet med en høj pengeafgift, og den manglende arbejdskraft kunne købes billigt blandt de mange husmænd og landarbejdere, der ikke havde andre indtjeningsmuligheder. De var nødt til at arbejde for bønderne eller på godsernes hovedgårde til en ringe løn, fordi de enten var blevet tildelt ingen eller lidt jord ved udskiftningen. Sjældent var der nok til at ernære en hel familie.

Stavnsbåndets ophævelse
I 1788 blev stavnsbåndet ophævet med øjeblikkelig virkning for alle under 14 og over 36 år. Først fra l. januar 1800 bortfaldt det helt, bl.a. for at sikre godsejerne mod masseflugt fra landet.
Ved ophævelsen havde stavnsbåndet nærmest overlevet sig selv, idet de mange dispensationsmuligheder var årsag til, at der allerede var stor mobilitet blandt landbefolkningen.

Selvejet
I forbindelse med udskiftningen fik flere bønder mulighed for at blive selvejere. De gode priser på afgrøderne og det forøgede udbytte af jorden gav mange bønder så stort et overskud, at de kunne købe deres gård. De fleste lånte pengene hos godsejeren og forblev på den måde mere eller mindre afhængige af ham. Med oprettelsen af Den kongelige Kreditkasse i 1786 kom der fart i selvejerkøbene.

Overgangen fra fæstebonde til selvejer foregik op igennem 1800-tallet og var således en mere langsom proces end udskiftningen. Forskellige landbrugskriser var med til at trække det hele i langdrag, og de sidste fæsteforhold blev først ophævet for husmænd i starten af dette århundrede.